Auktionsdraft vs snake-draft

En snake-draft er en kø. Alle vælger efter tur, og rækkefølgen vendes hver runde: 1-2-3, så 3-2-1. Vendingen findes for at afbøde den største svaghed: det første valg er simpelthen mere værd end det sidste. Den, der vælger først, får det bedste ledige navn, og ingen andre kan gøre noget ved det.

En auktion er et marked. Alle får det samme budget. Navnene kommer ét ad gangen, og alle kan byde. Der er ingen valgrækkefølge, fordi hvert navn har en pris i stedet for et valgnummer. Vil du have kategoriens bedste navn, kan du få det; det eneste spørgsmål er, hvad du vil opgive for det.

Det er hele forskellen, og alt andet følger af den.

Den typiske frustration i en snake-draft er at se det ene navn, du ville have, forsvinde to valg før din tur. Du tabte det ikke, fordi du blev udmanøvreret; du tabte det på grund af, hvor du sad. Intet, du kunne have gjort, ville have ændret det.

I en auktion kan det ikke ske. Hvert navn er altid tilgængeligt for hver spiller. Tager din modstander bunkens bedste kort, gjorde de det ved at betale, og de penge mangler til de næste ni kort. Du lod dem få det, og nu har du mere at bruge end dem.

Snake-drafts belønner rangering. Er din liste bedre end alle andres, vinder du, fordi din eneste beslutning er, hvem der står øverst, når det er din tur.

Auktionsdrafts belønner prissætning, hvilket er noget helt andet. At vide, at et navn er det næstbedste i kategorien, hjælper næsten intet i sig selv. Det, der betyder noget, er, om det er $6 værd, når du har $20 og otte pladser tilbage, og om din modstander synes, det er $7 værd, og det kan man ikke slå op nogen steder.

Derfor straffer auktioner vidensforskelle mindre, end man tror. Den, der kender kategorien bedst, har stadig en fordel, men den, der læser den anden spiller bedst, har også en, og det er ikke den samme person.

Tempo. Et valg tager så lang tid, som det tager at sige et navn. En auktion forhandler om hvert kort, så det samme hold tager mærkbart længere tid. Med tolv fantasy-managere er det forskellen på fyrre minutter og to timer.

Intet at lære. Ingen har nogensinde haft brug for at få reglerne for en snake-draft forklaret to gange. En auktion kræver, at en nybegynder holder et budget i hovedet, mens uret tikker, og den klassiske begynderfejl, at brænde næsten alle pengene af på det første gode kort og fylde resten med det, der er tilbage, er ikke sjov at begå.

Store grupper. Auktioner skalerer dårligt. Ti personer, der venter på at byde på et kort, kun to af dem går op i, giver meget venten.

Skal du køre en liga med tolv personer på en time med folk, der aldrig har draftet, så kør snake. Det er det rigtige værktøj.

De fleste auktionsformater bruger et budget, der er stort nok til at skjule fejl. Med $200 til et helt fantasy-hold forsvinder det at betale $3 for meget. Et budget på tyve dollar til fem til ti pladser gør det modsatte: hver dollar kan ses. At byde $8 på ét navn er at sige, at du er klar til at fylde fire pladser med rester.

Det får også formatet til at virke for to personer, hvilket almindelige auktioner ikke gør. Med to bydere er der ingen mængde at gemme sig i. Hver forhøjelse går direkte mod én person, der ser dine penge skrumpe, og I ved begge præcis, hvad den anden stadig har råd til.

Den synlighed er pointen. Det er også derfor, formatet virker med ting, der slet ikke er sport: morgenmadsprodukter, film, byer, alt I begge har holdninger til.

Snake, hvis du har flere end cirka seks spillere, en fast tidsgrænse eller et bord fuld af nybegyndere.

Auktion, hvis skænderiet er pointen. To personer, én kategori, ægte pengepres og et resultat, ingen af jer kan give draftpositionen skylden for.

DraftFor20 er den anden, bevidst indsnævret: to til seks spillere, tyve dollar, en hvilken som helst kategori. Sådan spiller du dækker strategien, husregler de varianter folk finder på, eller start et rum og find ud af det.